Om Aikido

Aikido er en japansk kampkunst udviklet af Morihei Ueshiba som resultatet af hans kampkunst studier, filosofi og religiøse overbevisninger.

Aikido bliver ofte oversat som "Vejen til at forenes med livsenergi" eller som "Den harmoniserende ånds/krafts vej." Ueshibas mål var at skabe en kampkunst, som udøverne kunne bruge til at forsvare sig selv med, og samtidig beskytte deres angriber mod skader. Aikido udføres ved at blande sine bevægelser med ​​angriberens og omdirigere kraften i angrebet i stedet for at angribe direkte tilbage. Dette kræver meget lidt fysisk styrke, da aikidoka (Udøver af Aikido) "fører" angriberens udfarende kraft med ind i drejende bevægelser. Teknikkerne bliver afsluttet med forskellige kast eller led-låse. Aikido kan kategoriseres som en kampkunst.

Aikido stammer primært fra kampkunst Daito-ryu Aiki-jutsu, men begyndte at afvige fra disse i slutningen af ​​1920'erne, dels på grund af Ueshibas engagement med moto-ky religion. Ueshibas første studerendes dokumenter anvendte udtrykket Aiki-jjutsu. Mange af Ueshibas bedste studerende har forskellige tilgange til aikido, afhængigt af i hvilke perioder de studerede sammen med ham. I dag findes aikido verdenen over i en række af forskellige stilarter, med vid fortolkning og vægtning. Dog indeholder de alle teknikker lært fra Ueshiba og de fleste nærer omtanke for angriberens ve og vel.

Aikido blev skabt af Morihei Ueshiba (14.12.1883-26.04.1969) O sensei ("Great Teacher"). Ueshiba forestillede sig aikido ikke kun som syntesen af ​​hans kampkunst træning, men også et udtryk for hans personlige filosofi om universel fred og forsoning. Gennem Ueshibas levetid og stadig den dag i dag, har aikido udviklet sig fra den Aiki som Ueshiba studerede til en bred vifte af udtryk gennem kampkunstnere i hele verden.

Aikido blev først bragt til resten af ​​verden i 1951 af Minoru Mochizuki med et besøg i Frankrig, hvor han introducerede aikido teknikker til judo studerende. Han blev efterfulgt af Tadashi Abe i 1952, der kom som den officielle Aikikai Hombu repræsentant, som blev i Frankrig i syv år. Kenji Tomiki turnerede med en delegation af forskellige kampsportsgrene gennem femten kontinentale stater i USA i 1953. Senere samme år blev Koichi Tohei sendt af Aikikai Hombu til Hawaii, for et helt år, hvor han startede flere dojo’er. Dette blev fulgt op af flere yderligere besøg og betragtes som den formelle indførelse af aikido til USA. UK fulgte i 1955, Italien i 1964, Tyskland og Australien i 1965. Udpeget "Official delegeret for Europa og Afrika" af Morihei Ueshiba, ankom Masamichi Noro i Frankrig i september 1961. I dag er der aikido dojo’er i hele verden.

Den største aikido organisation er Aikikai Foundation, der forbliver under kontrol af Ueshiba familien. Men Aikido findes i mange stilarter, for det meste er dannet af Morihei Ueshiba bedste elever.

I aikido, som i næsten alle japanske kampsport, er der både fysiske og mentale aspekter af træningen. Den fysiske træning i aikido er forskelligartet, omfattende både generel fysisk fitness og kondition, såvel som specifikke teknikker. Fordi en væsentlig del af ethvert aikido pensum består af kast, er den første ting de fleste studerende lære, hvordan man sikkert falder eller ruller. De specifikke angrebsteknikker indeholder både slag og greb. Forsvars-teknikker består af kast og låse. Når de grundlæggende teknikker er lært, studeres der freestyle (jiy wasa) forsvar mod flere modstandere, og i visse stilarter, teknikker med våben.

Målsætningen med den fysiske træning i forbindelse med aikido omfatter kontrolleret afslapning, fleksibilitet og udholdenhed. Der lægges mindre vægt på styrketræning. I aikido er skubbende eller afstandstagende bevægelser langt mere udbredt end at trækkende eller strækkende bevægelser. Denne skelnen kan anvendes til generelle træningsmål for aikido udøveren.

Visse anaerobe fitness-aktiviteter, såsom vægt træning, fremhæver strækkende bevægelser. I aikido er specifikke muskler eller muskelgrupper ikke isoleret og arbejdet på at forbedre tone, masse og magt. Aikido træning lægger vægt på anvendelse og ​​koordination af hele kroppens bevægelser og balance svarende til yoga eller pilates. For eksempel begynder mange dojo’er hver træning med opvarmnings øvelser, der omfatter udstrækning og ukemi (faldteknik).

<br/>

Aikido træning er primært baseret på to partnere som træner aftalte øvelser (kata) snarere end freestyle træning. Det grundlæggende mønster for modtageren af ​​teknikken (uke), er at indlede et angreb mod den person, der anvender teknikken (tori) også kaldet nage (når de anvender en kasteteknik), der neutraliserer dette angreb med en aikido teknik.

Begge halvdele af teknikken, uke og nage, er afgørende for Aikido træningen. Begge studerer Aikido principper om blanding og tilpasning. Nage lærer at blande sig med og styre angriberens energi, mens Uke lærer at blive rolig og fleksibel i de ufordelagtige, ubalancerede stillinger, i hvilke nage placerer dem. Denne "modtagelse" af teknik kaldes ukemi. Uke søger kontinuerligt at genvinde balancen og dækker sårbarheder (f.eks en udsat side), mens nage bruger position og timing til at holde uke ude af balance og være sårbar. I mere avanceret træninger, vil uke undertiden anvende modteknikker til at genvinde balance og fastlåse eller kaste nage.

Ukemi refererer til den handling at modtage en teknik. God ukemi indebærer en parade eller faldteknik, der bruges til at undgå smerte eller skade, såsom låse mod kroppens led.